Nyd morgenmaden på hotellet. Dagen er på egen hånd til afslapning, oplevelser eller hvad I nu lige finder på. Tiden er helt jeres egen. Vi foreslår nogle aktiviteter ifm. programmet til inspiration.
Forslag til aktivitet: Besøg på St. John
Den sidste af øerne, St. John, er der ikke ophold på, men man kommer hurtigt fra St. Thomas til St. John med færge, og man SKAL unde sig den oplevelse at bruge en dag derovre. Øen er næsten den diametrale modsætning til både St. Thomas og St. Croix med sin enorme frodighed, sin noget mindre hektiske stemning og sit velhavermiljø. Øens status som naturpark har også gjort sit til at holde turismen og deraf følgende aktivitetsniveau nede.
”Både rigmænd og hippier beundrer og elsker den høje, grønne øer med den bløde, hvide kant af koralsand. De kryber i vandresko og badetøj, maske og snorkel for at nyde vandreture i alle styrker og verdens bedste strande. Om aftenen står den på brewskies og let tale i barerne, mens man spejder ud i bugten. Caribiens Beverly Hills”.
Man tager færgen fra St. Thomas til byen Cruz Bay på St. John. Straks færgen sejler ind i bugten ved Cruz Bay falder der allerede fred over alle. Allerede her mærker man, at tempoet er lavere, larmen er betydeligt mindre, atmosfæren mere afslappet, og alting er mindre men desto mere storslået. Her er der virkelig ’mañana mañana’ over det hele. Bag byen rejser der sig en veritabel grøn væg af frodig regnskov og fortæller om en naturskønhed, der er uovertruffen. Det emmer af Caribien overalt!
St. John er den mindste af de tre øer, og det meste af øen har gennem mange været fredet område og dermed har haft muligheden for at undgå den voldsomme turistpåvirkning, som ses andre steder i Caribien.
St. Johns har, som de to andre øer, masser af minder fra den danske tid, da der her var 60 plantager. Mest intakt står Annaberg-plantagen og på Fortsberg (140m højt) ligger resterne af Fort Frederik.
Historisk set boede der også tidligere indianere på St. John, men da Colombus i sin tid passerede øen, var den mere eller mindre øde, da indianerne, uvist af hvilken grund, havde forladt øen. Øen lå mere eller mindre øde hen, indtil den danske guvernør i 1675 placerede to mand på øen for at vise, at nu var øen dansk besiddelse.
Øens nærhed til de britiske Jomfruøer betød, at det ville englænderne ikke helt finde sig i, og de forsøgte at skræmme danskerne væk. I 1718 koloniserede danskerne øen helt, da guvernør Bredal gik i land med 20 plantere, 16 slaver og 5 soldater. Dette gjorde englænderne endnu mere tossede, og de sendte krigsskibe til St. Thomas, men fik ikke grønt lys fra London til yderligere, hvorfor konfrontationen ophørte.
Herefter strømmede det med danskere til St. John, især af plantere fra St. Thomas, og i 1726 var der etableret 20 sukkerværker på øen. Desuden blev der dyrket bomuld, kaffe og kakao.
Øens helt store aktiv er så absolut den fabelagtigt smukke natur inkl. de ialt 39 fantastiske sandstrande, hvoraf flere er kåret som nogle af verdens smukkeste og bedste. Her skal blot nævnes nogle af de mest oplagte:
Salomon Beach
Ligger kun 1,5 km fra Cruz Bay. Den er ikke så overrendt som andre, og det store aktiv her er koralrevet, der ligger ud for stranden her.
Caneel Bay
Ligger ved luksushotellet af samme navn, men alle er velkomne på stranden, og man kan benytte hotellets restauranter.
Trunk Bay
Øens mest berømte strand og nok den smukkeste. Smukkere postkort findes næppe med den lange, krudhvide sandstrand ud til klart, turkisfarvet vand, indrammet at grønne palmer og anden tropisk vegetation
Cinnamon Bay
For de der elsker masser af vandaktiviteter og vandsport. Udover at kunne snorkle og dykke, kan man windsurfe, sejle i kajak og meget andet.
Øen har sin egen nationalpark, og for de der ønsker et mere aktivt element, er det absolut værd at besøge parken. Der er anlagt mange forskellige vandrestier, ialt 35 km, og de er alle velafmærkede med masser af forklaringer. Parkens Rangers tilbyder også i alt 22 guidede ture rundt i terrænet.
At parken i det hele taget eksisterer kan man takke den amerikanske milliardær Rockefeller for. Rockefeller havde i tidernes morgen opkøbt en masse land udenom luksushotellet Caneel Bay, som han selv havde etableret, for at forhindre, at der blev bygget i nærhed af hotellet. I 1956 forærede han jorden til staten på betingelse af, at den blev udlagt som nationalpark. Som sagt så gjort.
Den mest kendte vandresti er Reef Bay Trail, der går gennem tæt regnskov, summende enge, forbi plantageruiner, og ikke mindst, det går nedaf alle 5 km!
Den lille by Cruz Bay har ikke de store historiske attraktioner at byde på. Byens varemærke er den skønne stemning, der hersker alle vegne. Her passer det danske ord ’hygge’ helt og aldeles ind. Et enkelt dansk mindesmærke finder man dog med Kommandantbygning fra 1733. Bygningen hed Christiansfort, og kanonerne vendte ind mod land. Her står også et dansk skilderhus.
Tiden går hurtigt, og snart skal I med færgen retur til St. Thomas efter en dag fuld af helt andre og nye oplevelser på denne fantastiske ø, hvor man næsten kun kan sige ”her vil jeg gerne tilbage til”.
Indkvartering budget: Bunker Hill Hotel
Indkvartering standard: Bolongo Bay (Ocean View Room)
Indkvartering Boutique: At Home in the Tropics