De næste to dage er helt på egen hånd til at tage på opdagelse i det historisk tunge og naturmæssigt smukke område.
Paihia
Historisk set er området i Paihia af stor betydning, da det var her, at Waitangi traktaten blev underskrevet i 1840. Waitangi traktaten var en overenskomst mellem briterne og den indfødte Maori-befolkning, hvor briterne fik overdraget alt land, mens Maorierne fik britisk statsborgerskab. Et besøg i Treaty House, hvor traktaten blev indgået og underskrevet, vil give jer et detaljeret indblik i dette afgørende øjeblik i landets historie.
Besøg i Russell
På den anden side af bugten ligger endnu en historisk by, Russell, og frister med endnu flere oplevelser. Russell er en historisk by, fordi det var her, at de første europæiske bosættere slog sig ned og etablerede landets første havn. Byen har bevaret sin oprindelige byplan fra 1843, og mange historiske bygninger fra dengang er bevaret og kan stadig besøges. En gåtur rundt i byen vil hurtigt føre jer til Catholic Mission 'Pompallier', som er New Zealands ældste overlevende romersk-katolske bygning. Kirken er bygget i årene 1841-1842.
En anden bemærkelsesværdig bygning er Christ Church, som er den ældste eksisterende bygning i New Zealand, som stadig har kuglehuller fra de tidligere krige i landet.
Russell var tidligere kendt som ‘The hellhole of the Pacific’ på grund af, at byen var udgangspunkt for sejlads på Stillehavet. Den tid er for længst ovre, og byens image er i dag noget mere indtagende. Russell er et særdeles populært udflugtsmål på grund af den fine historie og intimitet. Havnefronten er et meget populært sted med sine mange restauranter, caféer og barer direkte ud til Bay of Islands. Den nærliggende Long Beach er ideel for en svømmetur.
Sejlturen fra Paihia til Russell tager ca. 15 min., så man kommer hurtigt frem og tilbage.
Sejlture i Bay of Islands
Historien fylder meget i dette område, men det gør naturen også. Bay of Islands er et vanvittigt smukt område med masser af øer. En populær aktivitet, og næsten et must på disse kanter, er et cruise fra Paihia/Russell rundt i Bay of Islands for dels at nyde den flotte natur og dels at få muligheden for at komme tæt på det imponerende dyreliv i havet.
Det mest populære cruise tager jer rundt i ø-havet og frem til den berømte klippeformation ved 'Hole in the Rock'. På den tur er der masser af mulighed for at spotte delfiner og sejle i kajak.
Bugten gemmer på mange smukke strande og idylliske bugter. Der går ligeledes sejlture specifikt til de smukke strande, hvor man kan bade og dase. Ikke langt fra Paihia ligger Haruru, hvor I bl.a. finder et imponerende vandfald.
Et par spændende dage venter i Paihia. Her er masser af forskelligartede aktiviteter i vente.
Overnatning Standard: Kingsgate Hotel Autolodge Paihia, Standard værelse
Overnatning Superior: Copthorne Resort Bay of Islands, Superior Seaview værelse
Overnatning Boutique: The Sanctuary Bay of Islands, Sea View værelse