Super luksus lodges / Tented lodges *******

Det sker med sjældne mellemrum, at man får oplevelsen af de helt ekstraordinære indkvarteringssteder. Steder der er meget få af, og hvor ord ikke slår til. Her må man blot erkende, at der findes personer, som formår at opbygge steder, som ikke kan sættes i kategori.

Ofte er det steder, man ikke ser opreklameret i aviser eller fagtidskifter, da de ikke behøver markedsføring. Her er det typisk "mund til mund" metoden, der sælger disse ofte uhyre dyre steder.

Luksus Lodges/Tented lodges *****

Luksus kan være mange ting, men i denne forbindelse tænker vi især på komfort og betjening. Har man valgt indkvartering på dette niveau, har man valgt at blive forkælet på alle niveauer. Der er typisk tale om mindre steder med unik placering, hvor indkvarteringen, måltiderne og omgivelserne er af fornemmeste karat. Fornemmelsen af at bo så unikt giver en helt særlig følelse af en livsoplevelse af de sjældne, som man i årene derefter har stående krystalklart i ens bevidsthed.

For det øjeblik man ankommer, fornemmer man en klasse og stil, som kendetegner kun de bedste steder. Betjeningen er på alle områder perfekt, diskret og på en fin personlig måde, oftest uden at være overdrevet.

Indkvarteringen sker typisk i store, nogle gange gigantiske, værelser, hvor kæmpe king size senge, vindunderlige badeværelser ofte tilbyder såvel indendørs som udendørs bruseordninger, kæmpe badekar eller mini pools. At nyde et varmt bad under Afrikas himmel evt. med udsigt til savannen efter en vidunderlig safari er kun de færreste forundt. Stilen kan variere fra sted til sted, men flertallet holder sig til at safari-atmosfæren bibeholdes, mens andre holder sig til de mere stilrene linjer fra den moderne verden.

Måltiderne er hævet langt over det ellers gode niveau, der kendetegner de fleste steder på en safari. Her er der tale om den fineste kogekunst tilberedt af kokke med uddannelse fra de bedste køkkener, og hvor kun de bedste råvarer benyttes. Dette gælder lige fra den delikate forret til nydelsen af hovedretten og den afsluttende dessert. Vine fra de bedste distrikter i verden er en naturlig del af oplevelsen.

Heldigvis har de bedst af disse steder tilmed formået at holde dette høje niveau, uden det er gået ud over oplevelsen af at være på safari i Afrika. Det skal erkendes, at der findes steder, ikke mindst i Sydafrika, hvor overdreven luksus har taget overhånd på bekostning af safariatmosfæren.

Lake Naivasha Sopa Lodge
Lake Naivasha Sopa Lodge

Standard lodges / Tented lodges *** / ****

Fælles for standard lodges og standard tented lodges er, at værelserne har enten dobbeltseng eller to enkeltsenge, borde, stole, skabsplads, separat badeværelse med brus og toilet, moskitonet som oftest og enten mindre terrasse eller balkon, hvorfra man kan sidde og iagttage dyrene i området. Normalt er der indlagt elektricitet.

På tented lodges kan man ikke forvente, at der er plads til tre voksensenge på værelserne. Der findes flere varianter inden for denne kategori, lige fra de mere enkle til dem, der virkelig byder på høj kvalitet.

De er oftest bygget af naturmaterialer og falder godt ind i landskabet med et eller flere værelser i hver bygning. Der er eget bad og toilet og ofte en veranda, hvorfra man kan sidde og nyde omgivelserne, muligvis til savannen eller en flod.

Beliggenheden er typisk i frodige haver, der tiltrækker et imponerende og farverigt fugleliv.

Efter solnedgang er et eventuelt saltslik eller en udvalgt del af en flodbred oplyst af projektører, så man kan studere aktiviteterne nærmere. Spisning sker i spisesalen evt. udenfor, som nogle tilbyder, når vejret er til det. Måltiderne serveres i en hovedbygning og er normalt baseret på meget varierede buffeter, hvor der er et rigt udvalg for enhver smag, tit med et internationalt tilsnit. En pool er der normalt og er et populært tilholdssted i den varme periode midt på dagen. Mange tilbyder desuden massage, vandresafari, morgenmad eller middag på savannen eller ballonsafari.

I de private områder kan desuden natsafari, sejlture eller ridesafari ofte tilvælges. De senere år har især de større lodges også fået mulighed for at tilbyde fittness centre og Internet adgang.

En lang række safari lodgekæder tilbyder disse indkvarteringer, fordelt over de mest populære områder i hvert enkelt land.

 

Ashnil Samburu Lodge
Ashnil Samburu Lodge

Safari Camps / Mobile Safari Camps & Camping

Det er ikke muligt ud fra normale kriterier at give disse typer indkvartering en @-bedømmelse. Her er det helt andre normer, der afgør kvalitet, idet mange føler, at det er luksus i sig selv at bo i et telt midt i naturen uden for megen larm fra andre gæster og uden den moderne komfort eller et hegn til at holde vilde dyr på afstand.

Her får man for alvor et strejf af safari, som det var for 100 år siden. Det er spændende og livsbekræftende på alle områder, og vi anbefaler det meget varmt for den gæst, der kan værdsætte netop denne safari type.

Hvor Safari Camps / Mobile Safari Camps ofte har god komfort, er Camping mere begrænset med komfort. Her deles man om toilet- og badefaciliteterne, badet om morgenen er koldt, og overnatningen sker i mindre telte med skummadras som underlag.

Man medbringer selv sovepose eller lejer en. Teltene - især i det sydlige Afrika - skal man i visse tilfælde selv sætte op. Gode måltider tilberedes af den medfølgende kok, og råvarerne indkøbes lokalt under rejsen.

På et punkt er der dog tale om meget høj karat - oplevelserne. Uanset kvalitet og niveau, så er og bliver det ”naturen tæt på” oplevelser, der venter.

Se alle vores safarirejser
Se alle vores rejser til Afrika

Vi i BENNS er altid klar til at hjælpe jer med at skræddersy jeres drømmeferie i Afrika. Kontakt en af vores rejseeksperter og start planlægningen.