1. Barcelona Katedral
Midt i det historiske centrum ligger Barcelonas imponerende gotiske katedral, også kendt som Katedralen for Det Hellige Kors og Sankt Eulalia. Den stammer fra 1200-tallet og imponerer med sine høje hvælvinger, smukke glasmosaikker og detaljerede facade.
Gå heller ikke glip af den fredelige klostergård, hvor 13 hvide gæs går frit rundt – en tradition, der knytter sig til byens skytshelgen, Sankt Eulalia.
2. Det gotiske kvarter
Det gotiske kvarter, Barri Gòtic, er Barcelonas ældste bydel og et af de mest stemningsfulde områder i byen. Smalle brostensbelagte gader, små pladser og historiske bygninger skaber en helt særlig atmosfære.
Her kan I gå på opdagelse blandt hyggelige caféer, lokale butikker og skjulte gårdhaver, mens I oplever Barcelonas historie helt tæt på.
3. Sagrada Família
Sagrada Família er Barcelonas mest ikoniske vartegn og Antoni Gaudís mest berømte værk. Kirken har været under opførelse siden 1882 og størstedelen af byggeriet nu står færdigt, men der arbejdes fortsat på de sidste detaljer.
Både den spektakulære facade og det farverige lys, der strømmer gennem kirkens glasmosaikker, gør et besøg til en oplevelse, man sent glemmer.
4. Svævebanen til Montjuïc, Palau Nacional og Den Spanske Landsby
Tag svævebanen op til Montjuïc og oplev Barcelona fra oven. Turen byder på flotte udsigter over byen, havnen og Middelhavet, inden I når toppen ved Montjuïc-slottet.
På bjerget finder I også Palau Nacional, som huser Cataloniens nationale kunstmuseum, de berømte springvand ved Font Màgica og Poble Espanyol – Den Spanske Landsby – hvor arkitektur og kultur fra hele Spanien er samlet ét sted.
5. Park Güell
Park Güell er endnu et af Gaudís mesterværker og en af Barcelonas mest besøgte seværdigheder. Parken er kendt for sine farverige mosaikker, fantasifulde former og den ikoniske salamander ved indgangen.
Fra parkens terrasse får I samtidig en fantastisk udsigt over Barcelona og havet.
6. Casa Batlló
Casa Batlló er et af Antoni Gaudís mest spektakulære bygningsværker. Den bølgende facade, de farverige mosaikker og de organiske former gør huset til et af Barcelonas mest genkendelige vartegn.
Indenfor kan I opleve Gaudís unikke arkitektur, hvor næsten ingen detaljer eller rum ligner hinanden.
7. Camp Nou
For fodboldinteresserede er et besøg ved Spotify Camp Nou næsten et must. Stadionet er hjemmebane for FC Barcelona og har gennem årtier dannet ramme om nogle af fodboldhistoriens største øjeblikke.
Selvom stadion i perioder renoveres, giver museet og de forskellige rundvisninger et spændende indblik i klubbens historie og betydning for både Barcelona og international fodbold.
8. Picasso-museet
Picasso-museet rummer en af verdens største samlinger af værker af Pablo Picasso og giver et unikt indblik i kunstnerens tidlige år og udvikling.
Museet ligger i flere smukke middelalderbygninger i den gamle bydel og er et oplagt stop for alle med interesse for kunst og kultur.
9. La Boquería-markedet
La Boquería er Barcelonas mest berømte marked og et sandt paradis for madelskere. Her bugner boderne med frisk frugt, grøntsager, fisk, skaldyr, oste, tapas og lokale specialiteter.
Markedet ligger lige ved La Rambla og er et oplagt sted at opleve byens livlige stemning eller tage en pause med en friskpresset juice eller en lille frokost. La Rambla er Barcelonas mest berømte boulevard og strækker sig fra Plaça de Catalunya ned til havnen ved Columbus-monumentet. Den brede promenade er fyldt med gadekunstnere, blomsterboder, caféer og et konstant mylder af både lokale og besøgende.
10. Ciutadella Park
Ciutadella Park er Barcelonas mest populære bypark og et grønt fristed midt i storbyen. Her kan I slappe af under træerne, leje en robåd på søen eller nyde den imponerende Cascada-fontæne, som blev opført til verdensudstillingen i 1888.
Parken er et populært samlingssted for både lokale og besøgende og giver en rolig afslutning på en dag fyldt med oplevelser i Barcelona.
Læs mere om vores studieture til Spanien her.
Se alle vores studieture.