Stonehenge & Bath - max 29 personer
Stonehenge:
Turen begynder på Salisbury Plain, cirka 137 km sydvest for London, hvor man besøger det historiske monument Stonehenge, der stammer fra omkring år 2500 f.Kr. Monumentet består af to store cirkulære stenkredse: Den indre kreds er opført af mindre, lokale sten, mens de store ydre sten blev transporteret helt fra et stenbrud i Wales.
Gennem årene har der eksisteret mange teorier og fantastiske spekulationer om, hvad Stonehenge blev brugt til – lige fra landingsplads for UFO’er til observatorium eller et helligt sted, hvor stenene havde helbredende kræfter. I de senere år har arkæologer dog løftet sløret for mysteriet: Stonehenge blev med stor sandsynlighed brugt som gravplads – formentlig for medlemmer af datidens herskende dynasti. Det estimeres, at omkring 240 personer blev kremeret og begravet her.
Bath:
Herefter rejser man videre til den historiske by, Bath – Englands eneste område med naturlige varme kilder. Byen ligger ved det gamle romerske overgangssted ved floden Avon. I det 1. århundrede e.Kr. opførte romerne et stort badeanlæg omkring en keltisk hellig kilde, som var dedikeret til gudinden Sulis, og som forsynede de store bassiner med varmt, mineralrigt vand. I det sydøstlige hjørne af anlægget springer en kilde med en vandmængde på cirka 1,5 millioner liter dagligt. Både romere og keltere benyttede de varme bade.
I dag er anlæggets bygninger særdeles velbevarede og giver et unikt indblik i romersk badekultur og romernes imponerende evner som arkitekter og ingeniører. Området var rigt udsmykket med vægmalerier og mosaikker, hvoraf mange stadig er delvist bevaret.
Med hjælp fra en lydguide bliver man ledt gennem både indendørs og udendørs områder af anlægget. Computeranimationer viser, hvordan bygningerne så ud for omkring 2.000 år siden.
Museum of Costume:
Til sidst besøges Museum of Costume. Museets udstilling fokuserer på mode fra slutningen af 1600-tallet og frem til i dag og rummer beklædningsgenstande til både mænd, kvinder og børn. Samlingen består af over 30.000 genstande, hvoraf cirka 10% er udstillet. Belysningen i museet er dæmpet for at beskytte tekstilerne mod lysskader.
Entré til Stonehenge:
Pris pr. person u. 16 år Kr. 180,00, Pris pr. person o. 16. år Kr. 270,00, Pris pr. voksen Kr. 295,00
Entré til Roman Bath og Museum of Costume:
Pris pr. person u. 16 år Kr. 165,00-260,00, Pris pr. voksen Kr. 250,00-310,00