Af Jens Romundstad, Biker Jens
Kvinden overfor mig sover med munden åben. Mændene omkring mig har bygget store fort med deres aviser, og der hostes og snøftes i det uendelige. Jeg sidder i en førsteklasses kupé på vej til et møde i Herning, og det er i disse situationer at udlængslen bliver størst. Savnet. Savnet efter USA.
Jeg elsker nemlig USA. Amerika. Med hud, hår, ketchup, cowboyhatte og det hele. Hvis jeg lukker øjnene i, og udskifter billedet af en tidlig træt morgen i Danmark er jeg der allerede. På den amerikanske landevej, der kan tage mig derhen jeg vil og ikke mindst igennem det landskab jeg vil. Bjerge, ørkener, skove, forstæder, natteliv, endeløse beaches, skyskrabere... Jeg kan mærke vibrationerne i styret på min motorcykel idet jeg kobler ud, og trækker ud mod min yndlingsposition: 1 meter fra midterstriben. Den varme vind og solen brændende på kinderne på route 66 afløses af fugtig natteluft langs Mississippi. Jeg skifter gear igen. Det her med at spekulere i at komme fra A til B eksisterer ikke. Det er stykket mellem A og B der er det vigtige. Rejsen i sig selv. Oplevelsen. Uanset hvor B måtte være ligger der et motel, hvor jeg kan sidde udenfor med en Red Dog, Amber Bock eller måske klassikeren Budweisser. Der vil være en fastfood-kæde jeg kender og indfødte amerikanere med venlige, nysgerrige blikke. Derfor er B mindre vigtigt. Jeg ved jeg vil kunne lide det, men lige nu bevæger jeg mig gennem USA, og det er det bedste jeg ved. Det bedste.
Jeg kniber øjnene mere i. Nu er gashåndtaget skiftet ud med et rat. Jeg sidder i en Chrysler Sebring Convertible. Taget er nede. Jeg mærker vinden danne et usynligt tag i bevægelse over mig, mens jeg hviler venstre arm på bildøren med det nedrullede vindue. Jeg passerer afkørslen mod Key Largo på vej mod Key West. Sydspidsen af Florida. Sydspidsen af USA. Jeg hører 102 FM Classic Rock for fulde drøn. De spiller Creedence Clearwater Revival. Jeg har vejen for mig selv og kører over den ene hvide bro efterfulgt af den anden. Solen spejler sig i vandet. En pelikan folder sig tilsyneladende klodset sammen i luften, for som et projektil at styrtdykke efter en fisk. Den fik den sgu? I aften vil jeg slentre ned af Duval Street, drikke Margarita på Hogsbreath Saloon og spise på min yndlingsrestaurant ved havnen. Jeg beslutter mig på forhånd til grilled dolphin-fish, velvidende at jeg vil nyde at ombestemme mig 20 gange inden jeg bestiller.
En venlig, men bestemt stemme fjerner mig fra mine tanker. Jeg er tilsyneladende i Nyborg. Jeg lukker øjnene igen. Jeg er straks tilbage. I United States of America. Mine hænder holder igen om et rat. Lidt større. Bevægelserne er mere vuggende end i den åbne sportsvogn. Gearskiftet er rykket fra midterkonsollen til bag rattet. Det er en autocamper. En Dodge. Jeg kører på US 163 mod Monument Valley. Det rød-brune bølgende landskab brydes af de ensomt udseende mesa'er, bjerge, der pga. årtusinders erosion er helt flade på toppen. Da Vinci så aldrig disse kunstværker. Kan så mageløst smukke skulpturer skabes tilfældigt? Det er mit yndlingssted. I verden. Jeg kigger mod højre og møder min kones smilende blik. Bag mig sover min datter tungt i autostolen. Hun er stadig lykkelig træt efter udfoldelserne i går aftes i RV-park'ens dejlige svømmepøl. Hun har en hvid bøllehat på, og en t-shirt med teksten "Daddy's girl". Min kone nikker mod et passerende vejskilt, der fortæller om et udsigtspunkt 3 miles ahead. Jeg nikker også. Frokost. Vi har stadig rester fra nattens improviserede grill-selskab, hvor vi nåede at få et par gode flasker californisk Zinfandel med dem i camperen ved siden af.
Jeg får et skub. En eller anden skal af i Odense. Jeg mærker jeg er sulten. Jeg lukker øjnene igen. Jeg er i Texas. Lidt øst for Bandera. The cowboy capital of the world. Jeg er ved at stige af en flot, brun hest. Sammen med 8-10 andre stod vi op kl. 06 og sadlede op. I en små-snakkende kolonne red vi langsomt op på højdedraget, der rejser sig over ranchen, hvor jeg bor. En dude-ranch. Den amerikanske udgave af "bondegårds-ferie", som selvfølgelig er en billion gange federe. I går drev vi kvæg fra et område til et andet, og om lidt skal vi have chili lavet i en stor gryde over et bål.
Med koldt vand og de klassiske tortilla-chips, som indgår i alle texanske måltider. Solen er lige stået op, og den kølige luft fortrænges langsomt af varmen. Jeg er virkelig sulten. I tankerne bevæger jeg mig igennem det amerikanske køkken. Fastfood-kædernes lokkende reklamer. Fra Burger King til Taco Bell. Fra Hardees til Sonic. Min yndlings er Wendy's. Kendt på deres firkantede burgere. Men det amerikanske køkken er så stort. Som alt andet i USA. Så sindssygt stort. Fra cajun måltidet bestående af blackend snapper og gumbo i Louisiana, til sizzling seafood hot-pot i Fort Lauderdale. Fra Saltimbocca og snegle i New Yorks Little Italy til vegetar-brunch på Hollywood Boulevard i Los Angeles. Fra onionrings og blues på Memphis' fantastiske Beale Street til den klassiske BBQ hos min ven på prærien i South Dakota. Maden afspejler USA. Rig. Forskelligartet. En verden i sig selv. For mig er det som at stige ind i en Hollywood-film fra det øjeblik jeg lander med flyet fra Kastrup. Når jeg planlægger mine ture til USA er det som sød musik. Jeg kan sammensætte min oplevelse som en akkord, hvor jeg spiller på forskellige strenge. Jeg kan kombinere alt i en unik klang. Kombinere Grand Canyon med dykning. Cowboy med shopping. Ørken med storby. Men jeg springer aldrig fra oplevelse til oplevelse. Fra A til B. For de små rejser imellem, rejsen i sig selv, er det mest fantastiske. USA. Jeg skal snart af sted igen. Autocamperen gav lyst til endnu mere. USA giver lyst til endnu mere. BENNS har forstået det. Forstået det her med at give den eventyrlystne dansker friheden til både at sammensætte sin rejse og friheden til at opleve den. Tak for det, -og hav en fantastisk tur!
