Krydstogtet er også for dig

Krydstogtet tilbyder en luksuriøs base, hvor du fragtes over smukke have til farverige og meget varierende destinationer. Ifølge Britta Vendelbo Pedersen er krydstogtet blevet konkurrencedygtig med sin mindre glamourøse storebror, charterferien, efter at langt flere nu kan være med på prisniveauet.

”Krydstogtet er en rejseform, der har været i en voldsom udvikling indenfor de seneste år – og den er helt klart stadigt stigende. Der er flere og flere, der får øjnene op for den. Priserne er dalet en del over årene hvilket skyldes, at rederierne konkurrerer mod hinanden. Det kan særligt opleves i Middelhavet, hvor man kan få nogle rigtig gode priser.” Britta Vendelbo Pedersen.

Årsagen til, prisernes dyk kan foruden rederiernes priskrig have rod i finanskrisen, der stak en kniv i siden på krydstogtets oprindelige segment, der var vant til de dyre rejser. De krydstogtsglade amerikanere blev skræmt væk fra Middelhavet af angsten for Mellemøstens omtumlede hverdag, og orkaner har forhindret krydstogter i deres baghave, Caribien. Det har presset priserne endnu længere ned for at få fyldt skibene. Og skibe er der flere af end nogensinde, da man i de glade opsvingsdage op til finanskrisen bestilte eksklusive krydstogtsskibe i hobetal, fordi fremtiden tegnede lys og venlig.

Costa Luminosa
Costa Luminosa

Ligetil luksus

Krydstogtet er kendetegnet ved sin simplicitet og variation. To ting, der umiddelbart ikke synes forenelige, men som netop smelter sammen i denne rejseform, og gør den til noget ganske særligt. Når først fly og rejse er bestilt og betalt, er alt stort set inkluderet: Værelse, mad og forplejning på skibet. Det eneste du, som passager, skal gøre er at læne dig tilbage og nyde de fantastiske rammer.

”Der er rigtig mange, der bliver grebet af rejseformen. Krydstogtet er en øjenåbner for mange, der elsker variation i sin rejse. Derfor ser vi mange, der fast vælger rejseformen, men varierer destinationen. Det er det her med, at man ikke skal pakke ud og sammen hver eneste dag, man har jo den samme kahyt hver eneste dag. Det er praktisk.” Britta Vendelbo Pedersen.

Selvom de rutinerede kunder varierer deres destinationsvalg, er der en klar top-tre: Middelhavsområdet, Nordeuropa og Caribien. Hovedparten af BENNS krydstogter bliver solgt til disse destinationer, som fordeler sig nærmest ligeligt imellem de tre krydstogtsperler.

Hvad koster et krydstogt?

Ét af de vigtigste spørgsmål, man som rejsende ofte stiller før rejsen bookes er: Hvad koster det? Her er krydstogtet meget simpelt. For det koster stort set det samme, hvor end i verden du rejser, men det gør flybilletten dertil ikke!

”Det er selvfølgelig meget dyrere at flyve til Australien i stedet for Barcelona, hvor flybilletten ikke kosten meget mere end tusind kroner. Det er dog typisk, at krydstogterne i Asien og Oceanien varer 14 dage, mod én uge i Europa og Caribien, derfor er de selvsagt dyrere.” Britta Vendelbo Pedersen.

Når kufferterne er lastet, ankeret hejst og den afslappende ferieatmosfære indtræder, så er det blevet tid til at gøre sig nogle tanker om hvilke oplevelser, der kan give rejsen et ekstra løft. Her er noget for enhver smag:

”Der er et kæmpe udvalg af udflugtsmuligheder i hver havn, skibet lægger til. I løbet af en uges krydstogt lægger skibet typisk til i tre til seks havne. I hver havn tilbydes mellem 10 og 15 udflugter, som varierer i pris afhængig af hvad udflugten indeholder. Der er både hel- og halvdags, nogle med fokus på dem, som ønsker høj aktivitet, mens andre er tilpasset f.eks. dårligt gående.” Britta Vendelbo Pedersen.

Meget mere i vente...

Et krydstogt er en helt særlig rejseform. En rejseform, der varierer meget afhængigt af hvilket farvand skibet krydser. Derfor har vi sammen med Britta Vendelbo Pedersen udarbejdet en destinationsguide, der giver dig et overblik over, hvad destinationerne kan tilbyde og ikke mindst, hvilken persontype destinationen er skræddersyet til.

Når du har udvalgt din favoritdestination, kan du med fordel læse vores artikel ’Krydstogt på budget’, der giver dig nogle helt konkrete ideer til, hvordan du kan spare, i nogle tilfælde mange penge, på din rejse, hvis du er fleksibel og selv gør noget af planlægningsarbejdet. Er du krydstogtsjomfru eller ønsker at få opridset spillereglerne igen, afslutter vi artikelserien med ni skarpe råd, der vil klæde enhver rejsende solidt på til et spændende krydstogt.