En af de mest almindelige bekymringer i den nye rejsevirkelighed er, at man tester positiv med covid-19 før afrejse. Der er dog stadig mulighed for at komme afsted på rejsen eller få pengene retur. Se dine muligheder her.

 

Smittet uger/måneder før afrejse  

Hvis du bliver smittet med covid-19 flere uger eller måneder før din rejse, kan du sandsynligvis godt komme afsted alligevel. Mange lande kræver kun dokumentation for overstået vaccinationsforløb ved indrejse, og derfor har tidligere smitte ingen betydning.

Nogle lande kræver også en negativ test ved indrejse, men her accepterer de fleste et “recovery pass”/”certificate of recovery” - altså en form for dokumentation for, at du har været smittet, men er blevet rask igen. Dette erstatter i disse tilfælde kravet om en negativ test.  

Se reglerne for din destination på vores covid-19-side eller på Udenrigsministeriets hjemmeside. 

Kontakt også dit rejseforsikringsselskab, hvis du planlægger at rejse med et “recovery pass”. 

 

Smittet lige op til afrejse  

Hvis du bliver smittet med covid-19 lige op til afrejse (typisk inden for 14 dage før), er der en risiko for, at du ikke kan komme afsted på din rejse, også selvom du ikke føler dig syg. 

Det er forskelligt fra land til land, hvor lang tid der skal være gået fra påvist smitte, til du eventuelt kan få et “recovery pass”. Derfor bør du tjekke din destination på vores covid-19-side eller på Udenrigsministeriets hjemmeside. 

Hvis du ikke kan rejse, kan du heldigvis afbestille rejsen og få pengene refunderet, hvis du har købt en rejseforsikring gennem BENNS. Derfor anbefaler vi altid, at du tegner en afbestillingsforsikring. 

 

Afbestillingsforsikring dækker

Vi tilbyder afbestillingsforsikring i samarbejde med Europæiske. Denne dækker i tilfælde af, at du eller din medrejsende bliver syg med covid-19. Den dækker også i mange andre situationer, som du kan læse mere om på vores side med vigtig information. Bemærk, at afbestillingsforsikring skal tegnes samme dag, som du booker rejsen eller betaler depositum. 

Har du en afbestillingsforsikring ved et andet forsikringsselskab, skal du kontakte dette for at høre, hvordan du er dækket.