65 65 65 65
Mandag - fredag kl. 08.30 - 17.00
Kontakt os
65 65 65 65

Puerto Rico er en af øerne i De Store Antiller i Caribien. På en rejse til Puerto Rico får man indfriet sine hedeste ønsker om en vaskeægte caribisk drømme-ø med tropisk klima, fantastisk natur, smukke sandstrande og spændende kultur.

Hovedstaden i Puerto Rico hedder San Juan, som er en levende og moderne storby på godt og ondt, hvis store unikke attraktion er den særdeles velbevarede gamle bydel med fantastisk arkitektur fra den spanske kolonitid på øen.

Puerto Rico har i dag knap 4.0 mio indbyggere og består af hovedøen Puerto Rico samt flere småøer inklusive Vieques, Culebra, Mona, Desecheo og Caja de Muertos. Af disse små øer er det især Culebra og Vieques, som påkalder sig interesse. Disse to øer kaldes faktisk også ’De spanske Jomfruøer’ og Culebra er bl.a. hjemsted for Flamenco Beach, som ofte optræder på listen over de 10 smukkeste strande i verden.

Puerto Ricos historie - fra spansk til amerikansk

På sin anden rejse til ’Den Ny Verden’ ankom Columbus til Puerto Rico i 1498. Som i Haiti var det Taino-indianerne, der boede på øen på det tidspunkt, og de kaldte øen for Borikén. 10 år senere kom spanierne for alvor tilbage og grundlagde en egentlig koloni. De kastede sig over guldgravning i første omgang med god ’hjælp’ fra de indfødte. Senere etablerede man adskillige sukkerplantager som mange andre steder i Caribien, hvor arbejdskraften især var slaver fra Afrika.

Andre så den økonomiske gevinst som spanierne hjemtog, så øen blev ofte udsat for angreb fra pirater. Dette medførte at flere fæstninger blev bygget på øen, dog især ved San Juan. Nogle af disse kan stadig ses og opleves, bl.a det store San Felipe del Morro i San Juan.

I 1897 fik øerne relativ stor grad af selvstyre, men allerede året efter brød den spansk-amerikanske krig ud med det resultat at Puerto Rico blev invaderet af USA. USA gik sejrrigt ud af krigen og beholdt derfor øerne. Puerto Rico er derfor i dag et selvstændigt territorium med særlig tilknytning til USA. San Juan er, som et kuriosum, således den ældste by i USA.

Puerto Rico. En kulturel smeltedigel.

Puerto Rico er i dag en veritabel kulturel smeltedigel med en fascinerende blanding af Taino-indiansk, spansk, afrikansk og amerikansk indflydelse. Det er dog spanierne, der har sat de tydeligste aftryk med sproget, religionen og mange af traditionerne på øen. Den amerikanske indflydelse ses i nogen på det engelske sprog, gennem skolesystemet og visse amerikanske feriedage.

Caribien er lig med musik, således også på Puerto Rico. Kulturen her er centreret meget omkring musikken, som er en herlig kombination af lokale og traditionelle rytmer fra mange forskellige kulturer.

San Juan – en tidslomme fra kolonitiden

Hovedstaden San Juans gamle, historiske bydel er en sand tidslomme, hvor man har mulighed for at rejse tilbage i tiden; til en, man ikke troede eksisterede. Her er et stort udvalg af attraktioner og smukke pladser i skøn kombination med charmerende caféer og restauranter.

Den gamle bydel imponerer med sine brostensbelagte gader, smukke, farverige bygninger i spansk kolonistil og ikke mindst den store fæstning San Felipe del Morro fra 1539, en af de ældste fæstninger i ’Den Ny Verden’. Adskillige smukke kirker pryder den gamle bydel, bl.a. San Juan Cathedral, San Jose Church og Cristo Chapel.

Selv om det er den gamle bydel, der tiltrækker sig mest opmærksomhed, er den ny del af byen heller ikke at foragte. Bl.a. området Santurce er spændende med fascinerende gallerier, lækre restauranter og et livligt udeliv, der kan vare til ud på de små timer.

Man skal lagt for at komme til stranden her. Her er Playa Condado nord for byen og øen Isla Verde med herligt sand og vand.

San Juans største attraktioner:

  • El Morro, eller Castillo San Felipe del Morro – en fantastisk fæstning fra 1539 med en fantastisk beliggenhed.
  • La Fortaleza. Det ældste, spanske palæ i San Juan. Fra 1533.
  • Kirkerne San Juan Cathedral, San Jose Church og Cristo Chapel.
  • Santurce Mercado. Lokalt, farverigt marked.
  • Fuerte San Cristóbal. Den næststørste fæstning i byen og en af de allerstørste militære installationer, som spanierne byggede i ’Den Ny Verden’.
  • Museo de Arte de Puerto Rico. Et af de største og mest anerkendte kunstmuseer i Caribien.  Et kunstmuseum på hele 12.000 km².
  • Puerta de San Juan. Byens historiske byport.

 

Vi i BENNS er altid klar til at hjælpe jer med at skræddersy jeres drømmeferie til Puerto Rico. Kontakt en af vores rejseeksperter og start planlægningen.

Læs mere om Caribien her. 

Farverige huse i San Juan - Rejser til Puerto Rico
Farverige huse i San Juan - Rejser til Puerto Rico
Flamenco Beach, Culebra - Rejser til Puerto Rico
Flamenco Beach, Culebra - Rejser til Puerto Rico
San Juan - Puerto Rico
San Juan - Puerto Rico