1. Atlanta, Georgia

Atlanta er en topmoderne storby med masser af spændende seværdigheder. Atlanta er først og fremmest Coca-Colas hjemby, og her kan I besøge World of Coca-Cola og få serveret både Coca-Cola og historien bag succesen.

I kan også slå vejen forbi Georgia Aquarium eller få en guidet tur på CNN og prøve kræfter med rollen som nyhedsvært. Et besøg værd er også Martin Luther Kings grav, hvor der brænder en evig flamme for den døde borgerrettighedsforkæmper.

2. Great Smoky Mountains National Park, Georgia

Great Smoky Mountains National Park er USA’s mest besøgte nationalpark med over 9 millioner besøgende hvert år. Nationalparken er en sjælden blanding af storslået natur, et rigt dyreliv og kulturhistorie i kraft af de nybyggere, der tidligere boede i bjergene, inden Great Smoky Mountains blev udråbt til nationalpark i 1934.

Selvom det vrimler med turister det meste af året, kan I sagtens finde uforstyrrede naturstier i parken med udsigt over de tågede bjerge.

Læs mere om Great Smoky Mountains National Park

 

Great Smokey Mountains National Park
Great Smokey Mountains National Park

3. Savannah, Georgia

Grønne parker, brede boulevarder og store sydstatspalæer. Savannah er en havneby og en skøn og klassisk sydstatsby. I Savannahs gamle centrum er filmen Forrest Gump optaget, og det er fra den berømte bænk på Chippewa Square, at Forrest Gump fortæller sine historier.

Hvis I ønsker at opleve byen på sand sydstatsmanér, kan I leje en hestevogn med kusk og blive kørt rundt i byen.

4. Charleston, South Carolina

Charleston ligger på South Carolinas Atlanterhavskyst og bliver kaldt "Den hellige by" på grund af de mange kirker i byen. Charlestons tidlige plantagehistorie starter nogle få kilometer vest for byens centrum, og her kan I opleve kontrasten mellem livet for de rige plantageejere og slaverne, som arbejdede på plantagerne.

På den ende af oplevelsesskalaen kan I opleve lækre restauranter, gode shopping-muligheder og en fantastisk strandpromenade med kig til store palæer.

5. Nashville, Tennessee

Hop i cowboystøvlerne, skru op for musikken og tag på opdagelse i Nashville. Byen er kendt for sit countrymusikmiljø, bugner med pladestudier, og radioprogrammet Grand Ole Opry har været medvirkende til at sætte countrymusik og byen på landkortet.

Nashville har selvfølgelig også et Country Music Hall of Fame, som er et besøg værd. Hvis I ikke kan få nok af cowboystøvler og country er der også rig mulighed for koncertoplevelser i Nashville.

6. Memphis, Tennessee

I Memphis venter kongeoplevelser. Her er nemlig The King of Rock 'nrolls hjem og gravsted. Elvis Presleys Graceland bliver hvert år besøgt af millioner af Elvis-fans og nysgerrige turister.

Memphis ligger smukt ned til Mississippi-floden, så overvej også at tage en sejltur ned ad Mississippi-floden med hjuldamper. Vil I have en historisk vinkel på Memphis, kan I besøge det tidligere Loraine Motel, hvor Martin Luther King blev skudt og dræbt i 1968. Motellet er i dag forvandlet til borgerrettighedsmuseet National Civil Rights Museum.

Memphis
Memphis

7. Natchez, Mississippi

Natchez er en lille sydstatsby, som ligger ved Mississippi-floden i det sydvestlige hjørne af Mississippi. Byen oser af charme, historie og har en bymidte med mange små specialbutikker.

De mange pragtfulde palæer vidner om storhedstiden i midten af 1800-tallet, hvor plantageejerne tjente formuer på handel med bomuld. Faktisk har Natchez i dag den største koncentration af herskabelige huse fra tiden før Borgerkrigen, da byen stort set kom uskadt gennem krigen.

8. New Orleans, Louisiana

New Orleans er kendt for to ting: Jazz og det gamle katolske karneval Mardi Gras. Hvis I er vilde med kreolermad, historie, unik arkitektur og jazz i verdensklasse, vil I elske New Orleans - eller ”The Big Easy” som er byens kælenavn på grund af byens afslappede og easy-going kultur. 

Gå en tur ad legendariske Bourbon Street, hør nogle af verdens bedste musikere spille livejazz på spillestedet Fritzel’s og oplev Jackson Square, som summer af spåkoner, hestevogne, tryllekunstnere og gademusikanter. 

 

Læs mere om sydstaterne i USA her.